Certificeret webshop
Nem og gennemskuelig handel
Sikker betaling
Køberbeskyttelse på op til 10.000 kr.
Gavekort
Gavekort til Deal.dk
En masse gode oplevelser venter med et gavekort til Deal.dk – du vælger selv beløbet og gavekortet gælder i 3 år fra købsdato!

Krydstogt til De Britiske Øer

Smuk natur og fascinerende historie på et 11 dages krydstogt til England, Irland og Skotland med All Inclusive. Rejs i sep.

Krydstogt til De Britiske Øer

Smuk natur og fascinerende historie på et 11 dages krydstogt til England, Irland og Skotland med All Inclusive. Rejs i sep.

Dette skønne krydstogt bringer jer fra Hamborg og hele vejen rundt om Storbritannien – først nord på omkring Skotland og nogle af de afsidesliggende øer, videre gennem Det Irske Hav til Irland og til sidst syd om England tilbage til udgangspunktet. En rejse, der blander den vilde natur med slotte, lodrette klipper og endeløse skove, og som giver jer muligheden for at opleve den ægte irske pubkultur og prøvesmage whisky og gin i rå mængder.

 

Tag med og oplev både charmerende storbyer og øde forblæste øer, barsk natur og eminente bygningsværker, spændende museer og interessant historie.

 

I skal sejle med MSC Preziosa, der byder på flotte og indbydende omgivelser ombord, ligesom dagene kan nydes på det dejlige soldæk, hvor der er pool, jacuzzier og bar. Skibet byder på høj service, god atmosfære og ikke at forglemme lækker gastronomi. 

 

Særligt for dette krydstogt:

  • 11-dages krydstogt med All Inclusive
  • Besøg historiske borge og slotte, lad jer fascinere af de lodrette klipper og endeløse skove, og oplev storbyernes fantastiske leben med seks anløb i Irland og Skotland
  • Mulighed for at opleve den ægte irske pubkultur med Guinness, whisky og gin

 

Rejsen inkluderer:

  • Bus fra Danmark til Hamborg t/r
  • 30 kg bagage
  • 10 overnatninger ombord på MSC Preziosa i den valgte kahytskategori
  • Helpension ombord med menuvalg morgen, middag og aften
  • Fri adgang til skibets buffetrestaurant fra tidlig morgen til sen aften
  • Easy All Inclusive drikkepakke
  • Underholdning på skibet, shows og dagligt aktivitetsprogram
  • Kahytsservice og daglig rengøring 
  • Fri adgang til inden- og udendørs pool, jacuzzi og fitnesscenter

 

Prisen er pr. person ved 2 personer i delt kahyt.

 

Afrejse den 14.-24. september 2023:

  • Indvendig kahyt Bella - DEALpris 8.490 kr. 
  • Indvendig kahyt Fantastica - DEALpris 9.290 kr. 
  • Udvendig kahyt Bella - DEALpris 10.490 kr. 
  • Udvendig kahyt Fantastica - DEALpris 11.490 kr. 
  • Balkonkahyt Bella - DEALpris 12.490 kr. 
  • Balkonkahyt Fantastica - DEALpris 13.490 kr. 
  • Balkonkahyt Aurea - DEALpris 14.990 kr.

 

Betaling

Ved bestilling hos Deal.dk betales kun et depositum på 3.000 kr. pr. person. Restbeløbet afregnes direkte til Øster Lindet 90 dage før afrejse. Depositum er ikke refunderbart, og det samme gælder restbeløbet fra 90 dage før afrejse. Det anbefales, at der tegnes en afbestillingsforsikring v. sygdom.

 

Ikke inkluderet i prisen

Hvad ikke er nævnt direkte under inklusive, herunder:

  • Obligatorisk servicegebyr på 12 € pr. person pr. dag. Afregnes på skibet
  • Udflugter
  • Forsikringer

 

Kahytstyper Bella, Fantastica og Aurea

I alle kategorier er service og mad inkluderet som beskrevet. Bella-kahytterne er uspecificerede kahytter, så begrænset udsigt kan forekomme i udvendige kahytter og balkonkahytter i denne kategori. Køber I Fantastica, betyder det visse fordele, som er:

 

  • De bedst beliggende kahytter på skibet
  • Hvor der er størrelsesforskel, er Fantastica de største
  • Fri servering af morgenmad i kahytten
  • Ønske om tidlig eller sen spisetid kan fremsættes ved bestilling 

 

Ved tilkøb af Aurea får I samme ydelser som i Fantastica samt:

 

  • ”My Choice Dining” med flexible spisetider
  • Fri adgang til Aurea Spa og eksklusivt soldæk
  • Gratis udbringning af room service
  • Priority boarding
  • Badekåbe og tøfler i kahytten
  • Velkomstpakke med prosecco og chokolade

 

Rejserute

Skærmbillede 2023-01-27 kl. 11.02.44.png


 
Dag 1: Bus til Hamborg for ombordstigning. 19:00 Afgang Hamborg

Dag 2: På havet

Dag 3: 07:00 – 18:00 South Queensferry/Edinburgh, Skotland

Dag 4: 09:00 – 19:00 Kirkwall/Orkneyøerne, Skotland 


Dag 5: 07:00 – 17:00 Stornoway/Hebriderne, Skotland 

Dag 6: 09:00 – 18:00 Greenock/Glasgow, Skotland


Dag 7: 08:00 – 18:00 Dun Laoghaire/Dublin, Irland


Dag 8: 09:00 – 18:00 Ringaskiddy/Cork, Irland


Dag 9-10: På havet

Dag 11: 07:00 Ankomst Hamborg. Bustransport til Danmark

 

Bustransport

Rejsen inkluderer bus fra Danmark til Hamborg t/r.

 

Vælg mellem følgende på- og afstigningssteder:

København, DGI byen

  • Afrejse kl. 06:30
  • Hjemkomst kl. 16:30

 

Slagelse, Stop 39    

  • Afrejse kl. 07:45    
  • Hjemkomst kl. 15:15      

 

Odense, Park & Ride, Søndre Hospitalsvej    

  • Afrejse kl. 08:45    
  • Hjemkomst kl. 14:15

 

Kolding, Godset bag banegården

  • Afrejse kl. 10:00    
  • Hjemkomst kl. 13:00

 

Padborg, Cirkel K, Industrivej

  • Afrejse kl. 11:30
  • Hjemkomst kl. 12:15

 

Alle tidspunkter er forventede tider.

 

Rejsebeskrivelse

Denne fantastiske rejse begynder i Danmark, hvorfra I køres med bus til Hamborg, hvor MSC Preziosa ligger for anker og venter på jer. Først på aftenen stævner skibet ud på sin færd og begiver sig i nordvestlig retning. Efter en dag på havet, hvor I kan blive fortrolige med dette imponerende krydstogtskib og benytte nogle af de mange faciliteter og aktiviteter ombord, bliver første stop i South Queensferry ved Edinburgh.

 

South Queensferry er en attraktiv gammel bosættelse med en smal brostensbelagt hovedgade, som er tæt pakket med huse, og hvoraf de fleste stammer fra det 17. og 18. århundrede. Det er en mindre by med omkring 9.000 indbyggere, beliggende bare 12 km fra den skotske hovedstad, Edinburgh, som er det store trækplaster ved dette anløb. Edinburgh kombinerer gammelt og moderne i en unik skotsk atmosfære. Overvåget af byens ikoniske symbol, Edinburgh Castle, formår Edinburgh problemfrit at blande middelalderlige relikvier med georgiansk storhed og moderne livsstil. I denne by står middelalderlige paladser lige ved siden af moderne bygninger, og gotiske kirker gnider skuldre med ærefrygtindgydende moderne museer og gallerier. Edinburgh kan til tider virke som to separate byer, da forskellen på New Towns elegante georgianske kvarterer med de storslåede terrasser fra det 18. århundrede og Old Towns smalle snoede stræder, stejle trapper og skjulte passager er så stor. Den gamle bydel huser de fleste af de store seværdigheder, og da den er meget kompakt, kan I faktisk nå det meste på en dag. I finder her det spektakulære Edinburgh Castle og det royale Holyrood Palace i hver deres ende af den brostensbelagte Royal Mile, der er fyldt med butikker og pubber i historiske bygninger. Af andre seværdigheder kan nævnes Calton Hill med det skotske nationalmonument, hvorfra der er en fantastisk panoramaudsigt over hele Edinburgh samt St. Giles katedral, hvis kendetegn er det 50 meter høje imponerende centrale tårn, hvis otte buede støttepiller får toppen til at ligne en kongekrone. Golfentusiaster må besøge maleriske St. Andrews, der er kendt som golfens fødested og selvfølgelig har en af verdens ældste golfbaner samt et interessant golfmuseum. 

 

Af de 67 afsidesliggende Orkneyøer er kun de 18 beboede, og mange af de andre tjener som yngleplads for havfugle, vandrefalke, spurvehøge og kongeørne. Øernes dramatiske landskaber, der spænder fra barske klinter, der rejser sig 300 meter over bølgerne, til hvide sandstrande, gør dem populære blandt vandrere, naturelskere, fuglekiggere og lystfiskere. Men der er også, for besøgende med andre interesser, masser af interessante seværdigheder – herunder deres berømte forhistoriske steder. To af de mest berømte er gravhøjen Maeshowe Chambered Cairn og landsbyen Skara Brae, der i dag er et friluftmuseum med velbevarede huse og rester af møbler fra stenalderen. Vikingerne regerede Orkneyøerne i flere hundrede år og har efterladt mange levn. Skibet lægger til i hovedbyen Kirkwall, der har ca. 9.000 indbyggere. En af de mest iøjnefaldende af vikingernes efterladenskaber er den smukke St. Magnus katedral i røde sandsten. Sammen med nærtliggende Biskoppens Palads fra det 12. århundrede og ruinerne af det noget yngre Jarlens Palads udgør den et trekløver af anselige middelalderlige bygningsværker i hjertet af Kirkwall.

 

Endnu en skotsk øgruppe besøges, når MSC Preziosa anløber Hebriderne. Der lægges til i hovedbyen Stornoway med rækker af fine victorianske huse og den livlige havn, hvor de lokale fiskere falbyder dagens fangst. Historisk set har byen fungeret som alt fra kolonibebyggelse og befæstning til stor fiskerihavn og centrum for Harris Tweed-industrien. Og Lews Castle er sågar bygget for penge tjent på handel med opium fra Kina! Arnol Blackhouse er en af de mest stemningsfulde historiske bygninger i Skotland og beskrives som et perfekt bevaret fragment af en tabt verden. Det er et traditionelt hus, der kombinerer beboelse med lade og var beboet frem til 1964, hvorefter intet er ændret. Endnu ældre er Callanish-stenene, der danner en af de meste komplette stencirkler i Storbritannien. 13 store sten er placeret omkring en 4,5 meter høj monolit på et afsondret forbjerg, mens 40 mindre sten er arrangeret, så de former et kors. Stenene menes at have stået her i op til 5.000 år.

 

Tilbage på det skotske fastland besøges Greenock, som ligger uden for Glasgow, og som er Skotlands største by og landets kulturelle centrum med spændende museer, fantastisk arkitektur, skønne grønne parker og utallige seværdigheder. Glasgows mest betydningsfulde historiske bygning er den nærmest stringente katedral fra 1100-tallet, der ligger lige ved siden af det interessante religionsmuseum, der huser egyptiske mumier, hindu-statuer og en buddhistisk zen-have. Sækkepibemuseet er et andet særpræget museum, ligesom Glasgow Museums Resource Center skal fremhæves. Det er et fascinerende sted, hvor mange af byens spændende museer opbevarer de dele af deres samlinger, som ikke udstilles. I finder således mere end 1,5 millioner genstande her fra malerier og skulpturer til våben og rustninger. Nyd de arkitektonisk flotte bygninger i Glasgows historiske centrum på en vandretur og hold en pause på blomster-udsmykkede George Square, hvor I finder 12 statuer af berømtheder associeret med byen. Læg også vejen forbi Necropolis – en kirkegård i haveform, der beskrives som ”De dødes by”. Tusindvis af smukke gravsten, skulpturer og keltiske kors blandes her med grædende engle i atmosfærefyldte omgivelser. Glasgow er også Skotlands shopping-mekka med store shoppingcentre og arkader, hvor der sælges både lokale og internationale mærker, mens de finurlige butikker med vintagetøj, antikke bøger og vinylplader findes i boheme-bydelen West End.

 

Den charmerende og stemningsfulde irske hovedstad, Dublin, er opdelt i to af Liffey-floden. Området syd for floden er præget af historiske monumenter og kulturelle seværdigheder, mens I finder den moderne by mod nord. De georgianske kvarterer oser af charme med de typiske røde murstenshuse med de sært farvede døre, og byens mere end 1.000 pubber er små kulturinstitutioner i sig selv. Besøg ”Brazen Head”, der er hovedstadens ældste pub - grundlagt i 1688 – og tag efterfølgende på ølmuseum og lær mere om den nationale Guinness øl. Dublin Castle, St. Patricks katedral og Parlamentet er bare nogle af byens smukke og imponerende, historiske bygningsværker, der hver især også gemmer på en spændende historie. Dublin har desuden mange berømte litterære personligheder såsom James Joyce og Samuel Beckett som bysbørn, og det gamle, distingverede Trinity College huser det verdenskendte bibliotek, der har mere end 1000 år gamle bøger i reolerne. The Irish Emigration Museum er bestemt også et besøg værd og giver et indblik i den store emigration fra Europa til USA. Grafton Street er, hvor I kan shoppe løs i et varieret udbud af butikker til tonerne af de mange gadekoncerter, hvis stilarter spænder vidt fra populærmusikkens gadesangere med en guitar over traditionelle violinister, der spiller folkemusik, til kvartetter med et klassisk repertoire.  

 

Sidste anløb bliver i Ringaskiddy, der ligger ved Cork, som er Irlands andenstørste by efter Dublin. Cork ligger på Irlands sydkyst og er forbundet med havet med en smal kanal. Området omkring byen har en stærk søfarts- og handelstradition, hvilket især ses omkring floden Lee, der deler Cork i to. Her dominerer kajer i markante grå sten, gamle lagerbygninger og elegante og finurlige broer. De historiske gader er fyldt med små caféer, excentriske butikker og unikke museer som f.eks. smørmuseet, og på det engelske marked, der har eksisteret siden 1788, finder I lækre lokale delikatesser. Denne del af Irland er perfekt til at udforske kelternes historie og særlige kultur. Her er imponerende katedraler og små gamle fiskelandsbyer, og så er området også kendt for sin glasproduktion.

 

Mens I dag efter dag bombarderes med store oplevelser, sørger besætningen ombord på MSC Preziosa for at servicere og forkæle jer. I skal bare slappe af og nyde livet! På rejsens 11. dag er I tilbage i Hamborg, hvorfra der er bustransport tilbage til Danmark

 

Skibet

Der er et stort udbud af aktiviteter ombord på MSC Preziosa, både udendørs og indendørs. Indendørs har skibet 9 forskellige lounger med hvert sit tema, der spænder lige fra vinbar, sportsbar, jazzbar og engelsk pub til musikbar. Så alt efter interesse og humør kan I frit gå omkring. 

 

Til de aktive bydes på daglig animation, eller I kan tage en tur på joggingbanen, et besøg i sportscenteret, et slag squash eller tennis eller en tur i de udendørs jacuzzis - mulighederne er mange. Der er også en shopping-arkade, ligesom Aurea Spa-området er noget helt unikt. Her kan I tilkøbe diverse behandlinger eller adgang til thermalbade og sauna. 

 

Om aftenen kan I indtage en dejlig middag i hovedrestauranten eller bruge jeres frihed og vælge den kæmpe buffet, som bugner af specialiteter i forbindelse med hovedmåltiderne. Hver aften byder skibet også på forestilling i det imponerende teater, og så har kasinoet naturligvis åben til ud på de små timer hver dag. 

 

Interiøret på skibet er varmt, indbydende og elegant, og det samme gør sig gældende i kahytten, uanset hvilken kahytstype I vælger. Der er et højt serviceniveau i kahytten, som bliver tjekket 2 gange i døgnet, og der sørges for rengøring og håndklæder, ligesom I kan låne håndklæder til pool og spa.

 

 

Helpension

Ombord på skibet indgår helpension. Der serveres mad i skibets hovedrestaurant morgen, middag og aften. Her tilbydes en varieret valgmenu. Til aftensmad har man fast spisetid. Til morgenmad og frokost er det frit inden for restaurantens åbningstid.

 

Ombord findes desuden en stor buffet, som er åben fra tidlig morgen til sent. Ønsker I at indtage jeres morgenmad, frokost, aftensmad eller et mellemmåltid her, kan I frit komme, som det passer jer bedst inden for åbningstiden.

 

Drikkepakker

Easy drikkepakken er inkluderet i rejsens pris.
Ønsker I en af de mere omfattende drikkepakker, kan I opgradere Easy pakken hos Øster Lindet ved indløsning af jeres værdibevis. 

 

Alle pakkerne kan benyttes i alle barer ombord, hovedrestauranterne og buffeten. De gælder ikke i brandede caféer, minibaren eller til room service.

 

EASY PAKKEN dækker et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et udvalg af husets vin pr. glas, fadøl (mærket kan variere fra skib til skib), et udvalg af spiritus og cocktails, alkoholfrie drikke, sodavand, juice pr. glas, mineralvand på flaske og varme drikke.

Pakken er inkluderet i prisen.

 

EASY PLUS PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 8 EUR eller 9 USD. Pakken inkluderer cocktails, frosne og klassiske, forskellige spiritusmærker, aperitifs og likører. Et stort udvalg af vine indgår pr. glas samt 10% rabat på vinflasker købt ombord. Stort udvalg af fad- og flaskeøl, alkoholfrie cocktails, sodavand, mineralvand og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter.

Opgrader til denne pakke for 900 kr. pr. person.

 

PREMIUM EXTRA PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 13 EUR eller 15 USD. Pakken inkluderer en omfattende mængde af frosne og klassiske cocktails, spiritus af premium brands, aperitifs og likører. Derudover findes et varieret udvalg af vin og champagne pr. glas, 25% rabat på vin- og champagneflasker som købes ombord, og hele udvalget af øl, sodavand, frugtjuices, mineralvand, energidrikke og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter.

Opgrader til denne pakke for 2.200 kr. pr. person.

 

MINORS PAKKEN er til mindreårige (3-17 år) og gælder til et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et bredt udvalg af alkoholfrie cocktails, sodavand, energidrikke, mineralvand, smagsnuanceret vand, frugtjuices, varme drikke og softice.

Pakken er inkluderet i prisen.

 

Børn og ekstra opredninger

Børn, som rejser sammen med 2 fuldt betalende og sover i ekstra opredning i samme kahyt, betaler en fast pris uanset kahytskategori. Der er begrænset antal kahytter med plads til ekstra senge, så forespørg inden køb hos Øster Lindet. Bestilles og betales direkte til Øster Lindet.

 

Børn u/18 år: 4.490 kr.

 

Udflugter

Ved samtlige anløb tilbyder rederiet en bred vifte af udflugter, så der er noget for enhver interesse. Udflugterne er med engelsktalende guide, og priserne afhænger af indhold og varighed og ligger derfor typisk på 350-2.000 kr. pr. udflugt. Det komplette udflugtsprogram for krydstogtet kan rekvireres ved henvendelse til Øster Lindet.

 

Særlige forhold på dette tilbud

Vi må på dette krydstogt til de Britiske Øer med MSC Preziosa tage forbehold for, at der kan ske ændringer i rejseruten både med anløb og tidsændringer, hvilket som udgangspunkt ikke giver ret til at hæve rejsen eller få kompensation.

 

Covid-19

På nuværende tidspunkt er der ikke krav om vaccine for at komme ombord på skibet. Er I ikke vaccinerede, skal der fremvises en negativ PCR- eller kviktest, som er max 48 timer gammel ved ombordstigning. 

 

Du kan frit gå i land ved de forskellige anløb, medmindre lokale myndigheder indfører restriktioner, som forhindrer dette. 

 

Der tages forbehold for, at ovennævnte regler kan blive både lempet og strammet frem mod afrejse. Man må derfor være indforstået med dette, og derfor kan rejsen ikke afbestilles på baggrund af restriktioner ombord og i land. 

 

Forsikringer

Vær opmærksom på, at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Afbestillings- og rejseforsikring kan købes hos eget forsikringsselskab.

 

Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederierne tillagt Øster Lindets ekstraordinære ydelser/services. På dette tilbud kan IKKE benyttes andre rabatter som f.eks. rederiernes fordelsklubber, on board credits, voucher eller lignende.

 

Vigtig information

Bella-kahytterne er uspecificerede kahytter, så begrænset udsigt kan forekomme i udvendige kahytter og balkonkahytter i denne kategori. 

 

Umiddelbart efter indløsning af værdibeviset, modtager du et rejsebevis. Du skal da tjekke, at alle data på rejsebeviset er korrekte. Når du ca. 7-10 dage før afrejse modtager din originale skibsbillet, skal du ligeledes tjekke, at alle data på billetten er korrekte. Opdages fejl, skal Øster Lindet straks kontaktes.

 

Der må tages forbehold for ændringer i sejlplanen fra købstidspunkt til afrejse. Eventuelle ændringer vil fremgå af den originale skibsbillet, medmindre der er tale om force majeure ændringer, da disse typisk vil være fra dag til dag. Vi gør opmærksom på, at kaptajnen uden varsel har ret til at ændre anløb eller i værste fald annullere anløb af sikkerhedsmæssige årsager, hvilket ikke berettiger til kompensation.

 

Måtte der på rejsen forekomme fejl eller mangler, er det vigtigt, at der straks rettes henvendelse til skibets servicedesk eller Øster Lindet i Danmark for afhjælpning. Vær opmærksom på, at der ikke kan kræves kompensation for fejl eller mangler, der ikke er søgt afhjulpet via en af disse kanaler.

 

Du sejler med et grundlæggende italienskejet rederi, som er meget internationalt orienteret, og det officielle skibssprog er engelsk. Ombord møder du mange nationaliteter, og det kan jo give lidt sprogudfordringer, men med et smil og lidt ”fagter” kommer man jo ofte langt.

 

Pas skal medbringes på rejsen og være gyldigt min. 6 måneder efter hjemkomst.

 

BEMÆRK: Er du gravid, er det ikke tilladt at tage på krydstogt efter graviditetsuge 23.

 

Vær opmærksom på at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Øster Lindet anbefaler, at man tegner både en afbestillingsforsikring, som dækker ved sygdom før afrejse, samt en rejseforsikring, som dækker under selve rejsen. Forhør om mulighederne hos eget forsikringsselskab eller hos Øster Lindet for tegning gennem Gouda Rejseforsikring.

 

Der er et begrænset antal pladser, og der tages forbehold for udsolgte kahytskategorier.

 

Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederiet tillagt Øster Lindets eventuelle ekstraordinære ydelser/services. Krydstogtspriser er generelt dynamiske, og der må tages forbehold for kampagner udover denne samt last minute-priser, som ikke kan kombineres med dette tilbud.

 

Om Øster Lindet

Øster Lindet er et dansk rejsebureau med fokus på kvalitet, service og glade gæster. Firmaet blev etableret i 1974 og har gennem de sidste mange år sendt masser af tilfredse kunder på især storbyrejser, solferier og krydstogter i hele verden. Hos Øster Lindet får du en personlig og nærværende service, og de er altid behjælpelige med den perfekte rejse til dig, uanset om det er en Formel 1-tur, en vinrejse eller en romantisk weekend i storbyen, der er på ønskelisten.

 

Øster Lindets slogan er "Tid til hinanden", og det er netop det, du får, når du lader Øster Lindet arrangere din næste ferie. De står for alt det praktiske, så du kan slappe af, nyde din ferie og bruge tiden på dine kære. 

 

Øster Lindet er medlem af Rejsegarantifonden nr. 2052.

 

Tryghed på rejsen

Alle rejsebureauer, vi samarbejder med, er medlem af Rejsegarantifonden og følger derfor Udenrigsministeriets vejledninger. Dette betyder, at hvis Udenrigsministeriet ændrer deres risikovurdering og fraråder rejser til dit rejsemål, efter du har købt rejsen, så kan rejsen ombookes eller annulleres.

Krydstogt til De Britiske Øer

Her finder du os

Deal.dk A/S
Banegårdspladsen
5000 Odense C

Tlf: +45 65 45 55 44
Mail: mail@deal.dk
CVR nr: 35252754

Om Deal.dk

Tilbudsmail