Udløber om 0 dage og 00:00:00
Hotel Birksø
Det nyrenoverede Hotel Birksø stammer tilbage fra det 19. århundrede, og har en rig historie, der harmonerer med hotellets charme, elegante indretning og fine beliggenhed i Rys hovedgade. Det er centralt placeret midt i byen, lige ved hovedvejen, der går til Skanderborg. Stationsbyen Ry ligger smukt mellem de tre søer Birksø, Knudsø og Rye Mølle Sø, der alle er en del af Søhøjlandet, der omkranser Ry.
Fra hotellet kan I i gåafstand nå strand, skov og sø, alt efter hvad I ønsker. I kan vandre på en af de utallige ruter nær Himmelbjerget, køre igennem skønne kuperede områder med mountainbike, og I kan sejle på Silkeborg Søerne med adgang til både Himmelbjerget og Silkeborg centrum. Der er også mulighed for at spille golf, tage på kanotur, spille paddle og meget mere, hvilket hotellet kan hjælpe med at arrangere.
Den inkluderede middag serveres i Restaurant Ry'tteriet og er en sand, gastronomisk oplevelse. Middagen er sammensat af den dygtige køkkenchef efter sæsonens muligheder med fokus på friske, lokale råvarer.
Bemærk, Hotel Birksø er et byhotel, og trafikstøj må derfor forventes.
I bliver indlogeret på et af hotellets nyrenoverede værelser, der blandt andet rummer fladskærms-tv, badeværelse med brus og hårtørrer og gratis wi-fi.
Bemærk, der er ikke elevator på hotellet, og der er kun et begrænset antal værelser i stueetagen.
Området omkring Ry er bogstaveligtal bjergtagende.
Fra hotellets fordør er der ikke mere end 7 kilometer til toppen af Himmelbjerget. Et område, der med skov, søer og Himmelbjerget selv inviterer til en god gåtur med rig mulighed for at samle appetit. Og vil I have flere højdemeter i benene, så ligger Danmarks højeste punkt, Ejer Bavnehøj, også tæt på Ry.
Også I Ry er der god grund til at tage de behagelige vandresko på, for fra hotellet er det let at gå ned til byens søer og nyde synet af vandet. Tag eksempelvis stien, der tæt på hotellet fører jer hen til byens marina. Eller søg ind mod centrum og byens butikker. Oplev også området på kuperede cykelruter eller fra vandsiden på Silkeborg Søerne.
Derudover kan vi anbefale at besøge søhøjlandet, som både er Danmarks højest beliggende område og det område med den største tæthed af søer. Det er også værd at se Gudenåen, der er Danmarks største å og løber lige uden for døren til hotellet. Herfra kan man både sejle i dampskib og tage på kano- eller kajaktur.
Hvis I er mere til by end natur, kan I tage køreturen 20 minutter mod Silkeborg. Der kan I, foruden at gå på opdagelse i byens butikker og cafeer, slå vej forbi AQUA Akvarium & Dyrepark, der med sine mange spændende dyr og aktiviteter er et besøg værd.
Små 30 minutter væk ligger også storbyen Århus, hvor I kan gå på oplevelse i alt hvad en storby har at tilbyde.